Kørsel skal bestilles dagen før inden kl. 12.00 hos Solveigs Taxa, Rødding telf. 74 84 16 68.
Giv besked om at regningen skal sendes til Brørup Sogn´s menighedsråd.
Det med bøn
Det med bøn er måske for dig noget mærkeligt noget. Måske ikke. For mange er det med bøn helt fremmed. Noget, ens bedstemor gjorde, eller oldemor, enten ved bordet, inden maden, eller med et Fadervor inden sengetid. Måske de fleste beder nu og da, men når det sker, lægger de slet ikke mærke til det selv. Fx i en konkurrence. Så foldes hænderne spontant, blikket rettes mod himlen og man udbryder noget nær: Pleeease, Gud, lad mig vinde den her! Så lover jeg, at…
Omvendt har jeg hørt andre sige, når jeg har spurgt dem, om de har prøvet at bede Gud om hjælp, at de slet ikke ved, hvordan man gør.
Så hvordan beder man?
I evangelieteksten til Bededag i år er der en slags bøns-instruktion. Jesus siger:
Bed, så skal der gives jer;
søg, så skal I finde;
bank på, så skal der lukkes op for jer.
For enhver, som beder, får;
og den, som søger, finder;
og den, som banker på, lukkes der op for.
(Matt. 7,7f.)
Jesus kalder til handling. Han kunne lige så godt have sagt: Det er lige meget, hvordan du gør, bare du gør det! Derfor kræver det mod at tro, for tro er handling, tro er at turde handle i tillid.
Den korteste bøn
Jeg lærte engang verdens korteste bøn, som er på bare ét ord, nemlig: Hjælp! Men der findes flere af de her korte bønner. Fx skal den dominikanske munk Mester Eckhardt have sagt, at hvis den eneste bøn, du siger i dit liv er tak, ja, så er det mere end rigeligt.
Take away-bøn
På nettet fandt jeg en take away-bøn fra Roskilde Domkirkes natkirke:
Gud.
Du kender mig i mit inderste og ved,
hvad jeg tænker og føler.
Du ved også, at det jeg har trang til
ikke altid er det, jeg trænger til.
Herre, vis mig den sande vej,
så jeg altid må leve i troen på dig
og på livet selv.
Den erkender, at Gud kender mig bedre end jeg kender mig selv. Jeg ved jo kun, hvad jeg har trang til, men Gud, som kender mig fuldt ud, ved, hvad jeg trænger til. Så her beder jeg dybest set Gud om at være min vejviser, sende Helligåndens GPS.
Bøn kan også være at slutte fred med sig selv
Der er en bøn af Martin Luther, som sætter fokus på vores tids (efter min mening) største udfordring: følelsen af utilstrækkelighed. Vi taler meget om det med hensyn til børnene og karakterræset og globaliseringen, men følelsen er universel og er ifølge Bibelen noget, som mennesket alle dage, faktisk siden vi blev smidt ud af Paradisets Have, har haft med sig som fast følgesvend. Så Luthers bøn hedder Nat og dag til Guds tilfredshed:
Jeg sover ind i Herrens navn
og ved
at også min søvn er i orden for Gud.
Og når jeg så vågner
og går i gang med de daglige opgaver
på mit arbejde
med at skrive, læse, meditere,
iagttage og bede –
tvivler jeg ikke på,
at Gud også er tilfreds med det arbejde.
Hvis jeg vidste, at han ikke syntes om det,
ville jeg med det samme holde op.
Men jeg er sikker på,
at Gud er tilfreds med mit arbejde,
ikke på grund af mig,
som udfører det alt sammen,
men på grund af Guds vilje,
der forbarmer sig over mig
tilgiver mig synder, elsker mig, leder mig
og holder mig fast med sin Hellige ånd.
Bønnen over dem alle
Fadervor,
du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed!
Amen.
Verdens mest kendte bøn er fadervor, og det er kristendommens ældste og mest brugte bøn. Det var Jesus, der lærte sine disciple den. Vi har den i en kort form Lukasevangeliet (kap. 11) og en lidt længere i Matthæusevangeliet (kap. 6), og det er den lange, vi bruger. Jan Lindhardt gennemgå i bogen Katekismus i kristendom. Børnelærdom for voksne bønnens forskellige led. Jeg vil citere afsnittet om giv os i dag vort daglige brød her, da det i enhver hamstringstid er noget, vi helt automatisk mindes om:
I alle kulturer hvor sult og hungersnød ligger lige på den anden side af døren, er maden og især brødet helligt. Uden det er livet i fare. Det kan man ikke påstå i vores del af verden, og ”brødet” bliver derfor snarere et symbol på at også vores liv er truet, selvom vi ikke sulter. Det er altså i virkeligheden en bøn om at Gud vil sørge for os og holde os i live. Det er en bøn der udspringer af vor smertefulde erkendelse af at livet er skrøbeligt og når som helst kan tages fra os.
Sidsel Keibel Blom. Bededag 2020.
En eftertanke til 3. søndag efter påske
I søndags satte jeg mig i bilen og tog en tur op til Vedersø for at se det sted, Kaj Munk har boet og virket, Vedersø præstegård og Vedersø kirke. Gården ligger ned til Stadil Fjord, med en kæmpe have til, og sammenfaldet ville, på denne ellers grå, kedeligt overskyede og kolde dag, at der i haven var et hav af anemoner. Man må smelte ved at se det. For Kaj Munk kan få selv det mest dybfrosne hjerte til at smelte lidt. Hvis ikke med sin poesi og dramatik (for tiden er han bedst kendt for Ordet, der med stor succes lige har gået på Aarhus teater), så i hvert fald med den dramatiske historie om ham og hans tidlige død. Efter at have kritiseret samarbejdspolitikken, jødeforfølgelsen og nazismen i den offentlige debat blev han d. 4. januar 1944 likvideret af den tyske besættelsesmagt på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg. En gruppe hentede ham på præstegården og kørte ham ud på heden, hvor han blev skudt. De må have ment, at det var den eneste effektive måde at lukke munden på ham.
Du ved det nok, mit hjerte,
du ved, at Gud er stor;
men stor er og hans fjende,
så tit du det erfór.
Velan! så får du kæmpe
og tro trods fald og brud,
at stor er vel Guds fjende,
men større er dog Gud.
(DDS 634. Kaj Munk 1938)
Natten hun blev til morgen
Knap halvandet år efter Kaj Munks død blev Danmark frit. I år er det 75 år siden. Det var om aftenen den 4. maj 1945, at vores (for)fædre og mødre kunne høre over radioen, at besættelsesmagten kapitulerede, hvilket officielt trådte i kraft d. 5. maj kl. 8 om morgenen. Men allerede den aften, da meddelelsen kom, flåede danskerne mørklægningsgardinerne ned og tændte lys i vinduerne. Glem alt om Roskilde Festival - det var Danmarks måske største fest nogen sinde. Folk løb ud på gaden, jublende, befriet, som det er gengivet i Matadorafsnittet Vi vil fred her til lands!
Befrielse er også, hvad der er på spil i tiden mellem påske og pinse. Jesus blev henrettet af besættelsesmagten og døde langfredag. Sådan fik man også lukket munden på ham. Og så blev der stille. Meget stille. Som det hedder på engelsk: silent saturday. Det blev mørkt, endda før aftenen kom, og timerne gik langsomt, hvem ved, måske tiden endda stod stille – men så blev det morgen igen, opstandelsens morgen.
Herren han har besøgt sit folk,
natten hun blev til morgen,
Menneskens Søn, Gud Faders tolk,
slukket nu har al sorgen.
(DDS 349, 1)
Søndagens tekstlæsning fortæller om troens vilde mod, der finder mening i selv det mest meningsløse. Om lidt, siger Jesus til disciplene, går jeg til Faderen, ellers kan talsmanden ikke komme. I min Faders hus er der mange boliger, og dér går jeg hen for at gøre en plads rede for jer. Jesus går ikke bort; Jesus går hjem. Og så kommer han igen, for at vise os vejen.
Troens vilde mod er, at døden blot er et komma i Guds magt. Troens vilde mod, som finder mening i selv det meningsløseste. Det er en sætning jeg har fra Kaj Munk. Fra en prædiken til denne søndag, skrevet i 1942, hvor natten endnu ikke var blevet til morgen, hvor Danmark stadig var besat. Men Kaj Munk var frihedskæmper i mere end én forstand. Han kæmpede for troens frihed. For det er i troens bundethed, at mennesket finder den sande frihed. Hen ad prædikenens slutning siger han:
Saa skal da Guds Vilje ske med os og Alverden. … Aner vi det fjerne Skær af en Verden, hvor det gamle er forbigangent og se, alt er blevet nyt …? Eller naas det aldrig hernede …? … Jeg ved det ikke. Og jeg spørger ikke. Det er mig nok, at jeg er sat her for at kæmpe for, at det kan ske hernede, og at jeg har faaet Lov til at tro, at det vil ske om en liden Stund, om saa her eller hist, hvad gør det? – og Lov til at raabe til mig selv og alle, der lider: ”En liden Stund, kun en liden Stund! Og I, der nu har Bedrøvelse, jeres hjerter skal glædes, og ingen skal tage jeres Glæde fra jer.”
Kaj Munk nåede ikke at få befrielsesdagen – eller befrielsesdagene, for vi har i grunden to – med. Da dagen kom, havde Danmark ligget hen i mørke i fem år om aftenen og om natten. Nu blev der igen lys. Det må have gjort et stort indtryk på alle, der har oplevet det, for vi, der sidder og skriver historien nu ved jo, hvordan den ender. Det gjorde de ikke dengang. De levede midt i det – de kunne jo ikke vide, hvordan det hele skulle ende. Lysene blev symbolet på den genvundne frihed, og det ihukommer vi stadig ved at sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj.
Tænd i vort mørke en tindrende tro
Der skal blive lys! Sagde Gud, midt i skaberværket, da han ordnede alle elementerne. Lyset overlever vi ikke uden, ligesom vi ikke overlever uden vand og luft – og jorden, hvoraf vi er kommet. Vi kan så nemt bilde os ind, at vi kan styre og ordne hele tilværelsen, men når det kommer til stykket – er vi jo fuldstændigt afhængige af både elementernes (og vore samfunds) forunderlige sammensætning på denne jord.
Så lad os tænde lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj.
Nok er der ikke krig ude bag mørklægningsgardinerne, men tidens vilkår lige nu vækker jo en usikkerhed, både i os og omkring os. Vi ved ikke, hvordan det hele ender, og det er ikke til at vide, hvad man skal tænke og tro.
Så lad os bruge en lille stund til at give det over. Sige: Din gode vilje ske, Gud, tænde lys – og give plads til lyset. Tænd i vort mørke en tindrende tro!
Hvem ved, måske vi ser friheden i dens skær, så vort hjerte mindes om, at selvom vi måske ikke får lov at mærke meget til den, så er den dog derude! Også til os. Du er vor Far, og du vogter og værner os, så vi sover i tryghed og ro.
Sidsel Keibel Blom
